Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
August 2005
Crespi d’Adda: en italiensk arbejder-utopi
I år er det ti år siden, at fabrikslandsbyen Crespi d’Adda 30 km øst for Milano kom UNESCOs kulturarvliste. Stedet er et lærestykke i italiensk arbejderkultur: på helt forbilledlig vis byggede fabrikanten et unikt mikrokosmos til alle sine ansatte og deres familiemedlemmer.
CulturCorrespondance:
Af Maria Øster
MILANO – Når man går rundt i landsbyen Crespi d’Adda, er det som om, man bliver henført til en anden tid: her er ingen åndløse indkøbscentre eller trøstesløse boligkomplekser, hvilket ellers er kendetegnende for Milanos omegn. Til gengæld ses klynger af pæne små rækkehuse med velplejede haver til. Og stilheden med lidt fuglesang til er ren balsam for øregangene.
For ca. 100 år siden anlagde Crespi-familien en tekstilfabrik ved de to floder Adda og Brembo, hvorfra landsbyens beboere hentede gratis elektricitet. Fabrikkens grundlægger Cristoforo Benigno blev født i Busto Arsizio (tæt på Varese i Lombardiet) i 1833 og døde i Milano i 1920. Han byggede flere tekstilfabrikker, heriblandt fabrikken Crespi d’Adda i 1878. Først byggede han store lejekaserner til arbejderne, hvor hver familie fik en 4-værelseslejlighed, med ringe komfort og sanitetsforhold.
Da sønnen Silvio Crespi tog over i 1889, kom der skred i byggeplanerne: han havde under sine studier i England været vidne til den industrielle revolution og Robert Owens socialistiske utopi-teorier, der var blevet udmøntet på hans egen fabrik i Skotland. Hans filosofi gik ud på, at hvis arbejderen havde ordnede forhold i form af gode boliger, gratis adgang til sundhed, undervisning mv. fik arbejdsgiveren en effektiv medarbejder, og man undgik følgelig en destruktiv klassekamp. I Storbritannien havde Silvio Crespi set de små engelske arbejderrækkehuse, som han ønskede at overføre til italienske forhold.
I tråd med den britiske model blev arbejderboligerne i Crespi d’Adda bygget på den anden side af hovedgaden, der delte arbejderne fra fabrikken. Her boede typisk to familier i hvert rækkehus, der var i to plan med en lille have til. Mange af arbejderne kom fra landbruget, og den lille grønne plet blev derfor tiltænkt dem som en blid overgang til industrien.
Det var også fremmende for deres helbred at være lidt ude i frisk luft efter en lang og hård arbejdsdag på ca. 12 timer i et meget varmt og fugtigt arbejdsmiljø på tøjfabrikken. Dog var det kun ca. en sjettedel af arbejderne, der kom i betragtning til en fri bolig (huslejen blev trukket fra den for datiden lave løn); det var et helt bevidst valg, da man mente, at en stadig forbedring af underklassens forhold ville kunne holde sociale konflikter på afstand. Og nogen form for klassekamp i landsbyen sås da heller ikke igennem virksomhedens 50 års produktion.
Over for de idylliske rækkehuse ses industrivirksomheden fra 1876, der er bygget i en nymiddelalderlig stil tegnet af Angelo Colla; kontorerne derimod blev tegnet af arkitekten Ernesto Pirovano. Da fabrikken var på sit højeste, havde den mere end 3.200 medarbejdere beskæftiget. Spinderi, væveri, farvning og maskineri, hvortil der fandtes mange lagre, var fabrikkens fire afdelinger. Endnu den dag i dag dominerer de mange fabriksskorstene landsbyen. I byens sydlige del ses funktionær- og mellemlederboligerne, der er karakteriseret ved en større finesse end arbejderboligerne: mellemklassen fik adgang til både balkon og stor have – det var også arkitekten Pirovano, der stod bag tegningen af disse. Overklassen boede i villaer, der hver især havde deres eget arkitektoniske særpræg.
Meget symbolsk blev landsbyens vigtigste led bygget på det højeste terræn: her finder vi bl.a. byens kirke, der er tegnet af Pietro Brunati i 1893. Den er stærkt inspireret af kirken i landsbyen Busto Arsizio, hvor Crespi-familien oprindeligt kom fra; bl.a. er den runde kuppel en Bramante-kopi. (Bramante var en renæssance-arkitekt, der var specialist i centralkirker. Det var ham, der påbegyndte opførelsen af Peterskirken i Rom). Crespi-familien var troende katolikker, så deres livsanskuelse byggede også på katolicismens dogmer.
Ved siden af kirken ligger byens skole, hvis facade blev renoveret under fascismen. Især dens gesims blev ødelagt under restaureringen ved en ensrettet maling af hele ejendommen, og fremtræder følgelig mindre elegant end de andre bygninger. Alle udgifter til undervisning og materialer blev afholdt af Crespi-dynastiet. De dygtigste skolebørn fik endda mulighed for at læse videre i Bergamo, hvortil der var arrangeret daglig transport. De andre elever fik efter 14 års skolegang lov til at arbejde på fabrikken…
Ved siden af skolen ligger byens teater, hvor landsbyens indbyggere kunne udfolde deres kunstneriske talenter.
Netop udsprungede lyserøde kirsebærtræer ses på det lysegrønne højdedrag, man kan se nede fra kirkepladsen. Her befinder sig andre to vigtige komponenter for dette åndehul: til venstre fæstner blikket sig ved en stor smuk hvidkalket villa med sirligt malede ornamenter og stor terasse til, der fungerede som lægehus og embedsmandsbolig. På dette sted var der gratis lægehjælp til alle. Hvis der var behov for større operationer, kom fabrikkens ansatte ind til Milano, hvor Crespi-slægten rådede over et lille afsnit på et hospital. Til højre ses den anden nydelige villa, der stadig fungerer som præstebolig.
På det laveste terræn ses flere forfaldne barakker: de rummede de offentlige bade, hvor skolelærerne checkede, om eleverne nu også havde fået deres ugentlige brusebad. Ved siden af står en åben ruin med græs groende ovenpå det faldefærdige tag: det var engang fristedets offentligte åbne vaskeri, hvor byens kvinder kunne vaske familiens tøj. Før havde de måttet ty til floden Adda. I dag tilhører monumentet en privat ejer, som bare lader stå til.
Marco Pedroncelli, en af ildsjælene bag organisationen Associazione Culturale Villaggio Crespi for landsbyen, fortæller at
lige nu er vi ved at søge fonde om hjælp til en renovering af dette vaskeri, der skriger til himlen om en istandsættelse. Derefter håber vi på at kunne gå videre til andre dele af landsbyen, da den desværre er en synkende skude. Og det er ikke blevet bedre efter fabrikken lukkede og slukkede i fjor. Vi der bor her i dag, holder så meget af stedet, så vi gør alt for at få stedet til at overleve.
I 1929 var det verdenskrisen samt fascismens hårde skattepolitik, der tvang Crespi-familien til at sælge hele foretagendet. Indtil december 2004 var det den amerikanske tekstilfabrikant Legler, der ejede virksomheden. De har nu flyttet deres tøjproduktion til en nærliggende landsby. I skrivende stund er fabrikkens fremtid stadig ukendt.
I den legemliggjorte utopiske landsby er vi nu kommet hen til den store kirkegård, der ses for enden af hovedgaden. Den blev bygget og tegnet af Gaetano Moretti i 1907. På et skilt står der ”Stilhed udbedes”, så vi tier, mens vi går rundt og kigger på de mange gravsteder, der udgør et fast holdepunkt for de efterladte. Man kan også vælge at se den monumentale kirkegård som en metafor for det italienske – og i særdeleshed vesteuropæiske – proletariat, der takket være globaliseringen er langsomt døende.
Yderligere oplysninger får på landsbyens hjemmeside.
Maria Øster er magister i italiensk og freelancejournalist, bosat i Milano.
Søndag Aften 08/2005
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
